At blive misforstået

Jeg bliver faktisk tit misforstået og det gør mig enormt ked af det… Jeg har kæmpet med en masse personlige ting, særligt fra syvende klasse og op til den dag idag, og jeg har i mange år haft utroligt svært ved at vise eller snakke om mine følelser. Det er faktisk først i løbet af de sidste år at jeg har åbnet bare en lille flig af den mur jeg har bygget op omkring mig selv. Det har altid frustreret min mor i en sådan grad at vi har skændtes og skændtes og skændtes og at “jeg kan bare ikke nå ind til dig” nok er hendes mest brugte sætning…Men fordi jeg altid har holdt alle mine følelser inde i mig selv - og jeg mener virkelig inde i mig selv - har jeg været meget “lukket”. Første gang jeg græd foran et andet menneske var nok da jeg var 16-17 år. Jeg har været bange for at være ked af det, det lyder jo fuldkommen absurd, men jeg har simpelthen ikke turde sænke paraderne og lukke folk ind.Jeg har altid følt mig svag når jeg græd eller når i det hele taget skulle fortælle hvordan jeg har det. Jeg har været bange for at være ked af det fordi jeg indirekte har været bange for at føle mig svag, for mine følelser var vitterligt det eneste jeg havde for mig selv og som jeg så på som min største “hemmelighed” og hvis jeg afslørede den så afslørede jeg mig selv og så ville folk tænke anderledes om mig og behandle mig anderledes. Dårligt anderledes, troede jeg.Jeg havde det lidt sådan, at tillod jeg muren at revne bare en lille bitte smule, så ville folk kunne stikke hele hånden ind og med tiden lave hullet i muren større og tage og tage og tage af mig. Og det kunne jeg altså ikke klare…Så fordi jeg i lang tid havde lært mig selv at græde bag lukkede døre, blev det på et tidspunkt umuligt for mig overhovedet at vise at jeg var ked af det overfor andre mennesker. Derfor reagerede jeg med vrede. Når folk provokerede mig, provokerede jeg dem dobbelt tilbage. Jeg følte sådan en underlig trang til bare svare igen, en trang jeg overhovedet ikke kunne styre og faktisk stadig har problemer med. Hvis folk gjorde mig ked af det ville jeg gøre dem 100 gange mere ked af det. Jeg har aldrig været fysisk, kun ekstremt verbalt voldelig, hahaha. Jeg har altid vidst hvordan jeg skulle forsvare mig selv med ord.Men alt det her har jeg taget med mig, og nu når jeg er blevet ældre og folk omkring mig er blevet ældre, forstår de mig bare ikke når jeg reagerer med vrede frem for tårer. Der er ingen der længere magter at spørge ind til mig eller hvordan det kan være at jeg er blevet sådan, de antager hellere bare at jeg er sur. På verden og på dem. Men sandheden er at jeg aldrig, ALDRIG nogensinde er sur, det er jeg virkelig ikke. Jeg har bare i så ufatteligt lang tid ikke vidst hvordan jeg skulle være andet… Jeg synes faktisk at jeg er blevet bedre til at styre mit temperament… Sommetider falder jeg tilbage i gamle vaner, specielt når jeg er presset, men for helvede hvor jeg prøver. Det gør bare så ondt på mig når folk siger “du er hele tiden sur” for jeg er aldrig nogensinde sur!!! Jeg er skuffet, såret, ked af det, men aldrig nogensinde sur…
Så for at man kan forstå mig er det afgørende at man ved hvad der ligger til grund for mine handlinger og hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Mig såvel som alle andre. Det har er nok egentlig en bøn til jer alle: lad være med at dømme folk på deres reaktioner hvis ikke i kender til deres fortid eller til den egentlig grund til hvordan de er på den måde som de er. Tit skjuler vrede de tårer man ikke tør græde, og nogle gange kan ekstremt overgearet glæde dække over en ulykkelig sjæl. Jeg ved hvor forfærdeligt det er at blive misforstået…