Jeg fandt denne tekst, som er tilbage fra dengang min depression var værst.. Den er lidt barsk, men ja. Tænk man engang har haft det sådan, er glad for jeg er kommet på bedre tanker. Ønsker ikke længere mig selv væk, ønsker at kæmpe for min egen skyld og være her for mine nærmeste.
"Jeg er omringet af mørke. Et skridt til venstre, et skridt til højre, et skridt ligeud, et skridt bagud, stadig fanget af den dybe mørke.. Følelsen af at være blevet flået i, revet i stykker, fået flænset kødet op og ligge som et åbent sår, mens folk hælder salt i, ligger dybt i mig, og jeg tvivler tit på, om den nogensinde forsvinder. Det svier i mit bryst, omkring mit hjerte, for jeg kvæles, myrdes, langsomt af min indre smerte. Håbet er ude. Jeg dør .. De fleste ønsker at ting som disse, denne slags smerte, skal forsvinde, men det gør jeg ikke. Hvis jeg ikke føler smerten, så tvivler jeg på om jeg er levende. Smerte er det eneste der fortæller mig, at jeg er i live. Jeg lever ikke for min egen skyld, men for andres, på trods af, at det føles falsk. Hvis det stod til mig, ville jeg finde lykken, i døden. Døden kan ikke være andet end fred, og andet ønsker jeg ikke. hvor blev lykken af? Kærligheden? Overskuddet? .. Det forsvandt da jeg blev ramt af den bølge af mørke, som gik lige til mit sind, som en stor og kraftig tsunami. Jeg ønsker på mange punkter at dø, men samtidig skræmmer døden mig. Jeg vil ikke huskes som hende der forlod verden, som forlod sine kære og opførte sig dybt egoistisk. Jeg drømmer om at få hjælp, blot en smule .. Men drømmene knuses, også af en tsunami af mørke, der skyller ind over mig og drukner mig og mine drømme, til jeg ikke kan ønske andet end at dø. Jeg har ikke længere lyst til at flygte fra mørket, for jeg har langt om længe fundet ud af at det er umuligt. Mit hjerte er knust, mine drømme druknet og mit sind svøbet i mørke. Og alligevel .. ber' jeg ikke om hjælp. for hvad er jeg, uden dette?"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar